Hun løb i panik væk fra gerningsmanden og forventede hvert øjeblik at blive skudt i ryggen

Hun løb alt, hvad hun kunne. Væk fra massemorderen Rickard Andersson, væk fra skuddene. Ned ad gangen. Der var ingen mulighed for at dreje af, så hun løb og løb, og ventede hvert øjeblik, at det skulle ske. At hun ville blive skudt i ryggen. Ti mennesker nåede Rickard Anderson at dræbe, inden han tog livet af sig selv. De fleste slap heldigvis levende fra den massakre, som det svenske politi efter to dages besynderligt ordknappe pressemøder nu kalder et »inferno« af døde, sårede, blod og røg. Men dem, der slap væk, fik mareridt med derfra. For eksempel den kvinde, der fortalte, at hun under massakren løb væk fra Rickard Andersson, imens hun ventede på at blive skudt i ryggen. Det skete ikke, hun slap væk, men hun forventer stadig hvert øjeblik at blive skudt i ryggen. »Hun var bange for sine følelser,« fortæller Hanna Hundemar, som er en af de mange »kristid-personer«, som har været på overarbejde med at levere krisehjælp de seneste to døgn i Örebro. »Vi hjælper dem med at forstå, at de er i krise, og hvordan traumer virker. Jeg sagde til hende, at det er naturligt, at hun ikke kan sove,« siger Hanna Hundemar, som for rigtig mange Örebroborgere er første led i det, der kan vise sig at blive et langvarigt terapiforløb. Hun, som lader sig interviewe i Folkets Hus Vivalla, der er et af i alt syv krisecentre dedikeret specifikt til Örebroborgere i krise efter massakren i voksenskolen Komvux ved Campus Rigsbergska. Ét fælles spørgsmål Hanna Hundemar og andre som hende stiller op til interview delvis for at skærme alle dem, der kommer for at få krisehjælp. Hele den internationale presse er mødt op og sværmer om alle, der græder eller på anden måde kunne tænkes at sætte ord på følelser. Ved et andet krisecenter, Hagakyrkan, siger præsten Anna Lena Evehäll det lige ud: »I går var forfærdelig. Ude ved mindestedet blev folk nærmest angrebet af pressen. Jeg talte næsten uafbrudt med folk, som havde ubehagelige oplevelser med pressen.« Så for at skærme kriseramte borgere taler krisecentrene med journalister fra hele verden. »I går gav jeg interview til The New York Times,« fortæller Hanna Hundemar. En ung mørkhåret kvinde med hævede øjne kommer ind. Hun skæver til Berlingskes blok og kamera og siger ikke noget. Hun ser blot spørgende på Hanna Hundemar, som rejser sig og viser hende ind i et lokale, før hun forsigtigt lukker døren. Sådan kommer nogle af dem. Andre kommer i grupper. Der kommer unge, som aldrig mere vil i skole, der kommer bedstemødre, hvis børnebørn var på skolen. Der kommer elever, som havde fri under massakren og vil vide, om det er o.k., at de føler sig heldige. Nogle af dem ved, hvad de vil tale om. Andre ved ikke, hvor de skal begynde. Nogle var på skolen, nogle kender nogle, der var. Nogle kender nogle, der kender nogle og vil vide, hvordan de bedst kan støtte. »Fælles for dem alle er spørgsmålet: Hvordan kunne det her ske,« siger Ingolfur Tryggvasson, som er koordinator for fire af de syv krisecentre, og som selv har været på vagt i et andet krisecenter, Träfpunkt Oxhagen. Ingen kan svare »Spørgsmålet har lidt forskellig form. Nogle spørger, hvordan en mand kan blive så vred. Andre spørger, hvordan man kan få våbentilladelse, når man har det så dårligt. Men betydningen er den samme,« mener Ingolfur Tryggvasson. Den samme betydning kunne også høres, da dronning Silvia onsdag eftermiddag lagde en blomst ved gerningsstedet og spurgte ud mod kameraer, mikrofoner og tilhørere. »Hvor blev det smukke Sverige af?« Spørgsmålet kunne også omformuleres: Hvordan forhindrer man, at det sker igen? Berlingske fangede justitsminister Gunnar Strömmers lidt mudrede forsøg på et svar efter mindegudstjenesten i Örebro onsdag eftermiddag. »Først og fremmest er det vældig vigtigt, at vi finder ud af, hvad der er sket, men også hvorfor det er sket, for når vi får de svar, kan vi også finde ud af, hvad vi skal gøre fremover,« begyndte han sit over et minut lange svar, som i sin essens handlede om tættere samarbejde mellem myndigheder, så farlige mænd bliver opdaget, før de for alvor bliver farlige. Men justitsministeren er ikke den eneste, der ikke kan svare. »Vi giver dem sådan set heller ikke noget svar,« siger Ingolfur Tryggvasson, for det kan hverken han eller nogen andre. Og imens spørgsmålet står ubesvaret, breder krisen sig som ringe i vandet ud blandt Örebros 122.000 indbyggere, hvoraf rigtigt mange har en eller anden forbindelse til massakren. »Og det bliver blot endnu mere tydeligt, når navnene på ofrene bliver offentliggjort,« siger Ingolfur Tryggvasson. »For ikke at snakke om, når politiet officielt bekræfter gerningsmandens navn. Han er jo født og opvokset her i Örebro,« tilføjer han. Lig sendt til Stockholm Imens vi taler, holder politiet den femte pressekonference på tre dage. Denne gang har de noget at fortælle. Alarmen gik kl. 12.33, og blot fem minutter senere nåede de første betjente frem til det, som politichef Lars Wirén kalder et inferno. Der var døde, sårede, blod og røg, som ingen vidste hvor kom fra. Efter ti minutter kom indsatsstyrken, som blev beskudt af gerningsmanden, inden han gjorde en ende på sig selv. De svenske myndigheder, som siden tirsdag har advaret alle om at spekulere og viderebringe ubekræftede oplysninger, kunne endeligt bekræfte rigtig meget af det, der allerede havde stået i både svenske og udenlandske medier. Den 35-årige gerningsmand havde forbindelse til skolen, og han havde våbentilladelse til fire våben, men havde kun tre af dem med ind på skolen. De lå ved siden af hans lig sammen med omkring ti ubrugte magasiner. Politiet har ransaget mandens lejlighed og leder i computere og telefoner efter alt, der kan give et billede af et muligt motiv til massakren. Men gerningsmandens navn, Rickard Andersson, som står på dørtelefonen til den lejlighed, som politiet har ransaget, ville politiet ikke sige noget om. Hans identitet er nemlig ikke endelig bekræftet formelt. Medierne har allerede dissekeret Rickard Anderssons livshistorie. Den 35-årige mand holdt sig for sig selv, havde ikke verdens bedste skolegang, og medierne kan endda gengive Rickard Anderssons karakterer i både folkeskole og gymnasium. De var ikke gode. Han havde ingen venner, har aldrig haft hverken kone eller kæreste og måske havde han endda en slags social fobi. De seneste ti år har han nærmest ingen indkomst haft, og hans slægtninge beretter om en mand, der ikke engang brød sig om at holde jul med sin familie. På et tidspunkt skiftede han navn. På et tidspunkt har han taget matematikkursus på netop den skole, han senere angreb. Men det vil politiet ikke bekræfte endnu. De har sendt hans lig til retsmedicinsk undersøgelse og endelig identifikation i Stockholm. Først når den er færdig, kan politiet tale med om den mand, der har skabt behovet for krisehjælp i Örebro. https://www.berlingske.dk/internationalt/hun-loeb-i-panik-vaek-fra-gerningsmanden-og-forventede-hvert